„At leve er at væve“

Med Væven forsøger Martin Lönnebo i forlængelse af Kristus-kransen at give et redskab til at leve et åndeligt liv Væven er en slags andagts- eller meditationsbog i tilknytning til Kristuskransen. Ophavsmanden til kransen og forfatteren til bogen Martin Lönnebo kalder selv bogen for en „træningsbog“ – helt præcist „Den store træningsbog for sjælen“.
„Træningsbog for sjælen“? Selv skriver Lönnebo i det indledende afsnit, at bogen er „en øvelse i at rette sig indad mod den universelle værdis kilde, som er Gud“ – bogen er en træning eller måske disciplinering af det i os, der lever af åndelighed, hvilket vel vil sige: af fællesskab med Gud.
Titlen på bogen er bibelsk inspireret: Flere steder i Bibelen bruges at væve synonymt med at skabe, og i Es 38,12 sammenlignes Gud med en væver: „Som en væver har du rullet mit liv op …“. Det er en form for (indre) „skabelse“, Væven lægger op til.
Tankeverden og sprogbrug er inspireret af kirkefædrene og senere kristne „mystikere“, og det kan næppe overraske, at Lönnebo som forbillede for enhver menighed sætter det økumeniske kloster i Taizé, som han samtidig kalder „en fremragende vævestue for vor tid“.
Man kan nok undervejs gennem bogen studse over nogle af Lönnebos formuleringer, men han har tydeligvis ønsket at omformulere noget velkendt – eller ligefrem fortærsket – i et „moderne, spirituelt“ sprog. Og han henvender sig tydeligvis også til dem, der søger – med det formål, at de må finde. Hensigten med bogen er altså god nok.
Jeg har været glad for det, jeg hidtil har læst af Lönnebo, men denne bog er jeg lidt betænkelig ved, fordi den i den grad lægger op til at søge indad, til at finde sig selv. Forfatteren skriver, at det at finde sig selv er at finde Gud, men er det nu også helt rigtigt?
Der er bibelcitater i bogen, bedre havde det dog været, om bogen havde været suppleret med en bibellæseplan med tilknytning til de temaer, han tager op. Bruger man ikke andet end Væven i sit andagtsliv, kan man godt risikere at komme åndeligt på afveje.
„Vær ikke for hurtig i din vurdering“, skriver Lönnebo. Måske er jeg for hurtig?
Der væves i Væven – væves der for meget?
NJV

Martin Lönnebo: Væven
183 sider • 178 kr • Unitas